Gaggenau

Et lærred for det
nye nordiske køkken.

24-årige polske keramiker Magdalena Kałużna former bordservicen til de bedste
retter. Flere af den skandinaviske madrevolutions anmelderroste kokke benytter
sig af denne kunstners tallerkener og kopper, som danner den perfekte baggrund for deres kreationer.

Da den hæderkronede kok Kristian Baumann spurgte Magdalena Kałużna, om hun ville lave bordservice til 108, hans nye restaurant i København, sagde hun ja med det samme.

"Men jeg havde aldrig lavet en tallerken til en restaurant i mit liv," siger Kałużna med et fnis.

René Redzepi er medejer af restauranten 108, som også kaldes for Nomas lillesøster. Ambitionerne er høje, og bordservicen skulle passe til restaurantens uhøjtidelige tilgang til finere madlavning og afspejle følelsen af terroir-køkken.

Magdalena Kałużna, som lige havde afsluttet sit hovedfag i kunst fra det tekniske universitet i Poznań i Polen, lavede skulpturer. Hun havde besluttet sig for at følge med sin kæreste, som hun havde kendt i fire måneder, til København. Men Magdalena Kałuzna kendte stort set ingen i København og vidste ikke, hvad hun ville lave, og kæresten arbejdede 16 timer om dagen som kok.

"Jeg lavede skulpturer i ler og begyndte at lede efter jobs, der havde noget at gøre med keramik. Jeg fik et deltidsjob i keramikatelieret og -butikken Uh la la, hvor jeg kunne brænde mine egne ting efter arbejde," mindes den 24-årige Kałużna.

Magdalena Kałużna lærte at forme og brænde porcelæn, men så hellere ikke mere.

"Alle keramikere holder deres små hemmeligheder for sig selv. Sådan er det bare, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville fortælle, nøjagtigt hvordan jeg laver glasuren, hvis en assistent begyndte at arbejde med mig," siger Kałużna.

Og så dukkede Kristian Baumann op og bad om nyt bordservice. Før Magdalena Kałużna kunne præsentere noget for ham, tilbragte hun timer foran computeren med at se YouTube-videoer om, hvordan man arbejder med glasur, og hvordan gipsformene udformes. Hun fik også brug for sit eget arbejdssted.

Kałużna viser os rundt i sit lille værksted i København og påpeger den hjælp, hun fik fra venner. "En keramiker, som jeg kendte, havde hørt, at de smed denne drejeskive ud. Jeg fik dette bord fra en ven, og en anden ven lånte mig pengene til brændingsovnen."

Snart kunne Magdalena Kałużna fremvise sin første tallerken for Kristian Baumann, en simpel tallerken i en svag farve med en dybblå bagside. Udtrykket er rustikt, men delikat. Han kunne med det samme lide den.

En keramikers arbejde indebærer altid nogle meget personlige hemmeligheder om, hvordan man opnår et bestemt resultat.

"Denne blå farve er lavet specielt til 108 og svarer til farven i restauranten. Denne særlige glasur laver jeg kun til dem," siger Kałużna.

Indtil videre har hun lavet over 1.000 tallerkener til den nyåbnede restaurant og arbejder dag og nat i varmen fra brændingsovnen. En tallerken tager tid. Formet, brændt, pudset, glaseret og brændt igen – dette kan nemt tage en uge. Hvis der altså ikke er nogen overraskelser.

"Du ved aldrig, hvordan en tallerken ender med at se ud. Jeg kan have brændt den for hårdt, eller glasuren har måske reageret på en anden måde, end jeg troede, den ville. En del af processen kan ikke styres," fortæller Kałużna.

Hun har ingen kontrol over processens endelige resultat.

"Nogle gange fortæller Kristian Baumann mig om et fad, han gerne vil have, og hvilken form, han vil have tallerkenen eller skålen i, men det er det," siger Kałużna.

Kristian Baumann var ikke den eneste, der søgte efter en særlig måde at præsentere sin kogekunst på. Det gjorde baristaen Mikaela Wallgreen fra cafékæden The Coffee Collective også. Hun konkurrerede ved World Brewers Master Cup og søgte efter en kop, hun kunne præsentere sin kaffe i. Hun var bekendt med Magdalena Kałużnas arbejde, og sammen kom de frem til en handy, elegant porcelænskop. I år vandt Mikaela Wallgreen en sølvmedalje ved World Brewers Cup. Magdalena Kałużna arbejder i øjeblikket på en særudgave til The Coffee Collective. The Coffee Collective har i sinde at servere deres gourmetkaffe i de håndlavede kopper og med tiden sælge dem.

Kaluzna har direkte kontakt med kokkene og skaber særlige former og farver i overensstemmelse med deres behov.

Hvad er det næste?

Magdalena Kałużna trækker på skuldrene og kigger på bordservicen i ovnen. Tallerkenerne laves til en privat kunde og er særligt designet med og til ham.

"Jeg ved det ikke. Indtil videre har jeg rigtig, rigtig travlt," siger hun.

Tekst: Laura Engstrøm

Billeder: Sine Brooker

www.mk-ceramics.com

Kunstneren indgraverer sin signatur i bunden af kopperne og tallerkenerne.

Mere indhold: Design og kultur

  • Universets
    gartner.

    Mere
  • Rejsen er målet.

    Mere
  • Et lærred for det nye nordiske køkken.

    Mere
  • Poesi til væggene.

    Mere
  • En flammende ild.

    Mere
  • Kunst, lavet i hånden.

    Mere
  • Ny kunst
    til gulvet.

    Mere
  • Lys er
    livskvalitet.

    Mere
  • En designer
    med aura.

    Mere
  • De, der leger
    med lyset.

    Mere
  • Når design
    bliver til magi.

    Mere
  • Anything
    glows.

    Mere
Tilbage 1 12 Frem