Gaggenau

En flammende ild.

I Blenheim Forge arbejder tre unge knivsmede
med en passion for gammelt håndværk og
med stålsat beslutsomhed for at forny det.

Det er fredag morgen. Når du nærmer dig jernbanebuerne under Peckham Rye-stationen i det sydøstlige London, kan du høre rumlen fra tog over dig. Når du går mod enden af vejen, tilføjes metalklang og hamren – den umiskendelige lyd af stål, der bliver banket på. Lyden kommer fra Blenheim Forge – et værksted gemt væk i et hjørne, der fremstiller håndsmedede køkkenknive til et stigende antal kendere, hvoraf mange er kokke i restauranterne i denne tidligere slidte, men nu stadig mere trendy bydel. Indenfor er der støv, sort sod og metal i overflod. Essens ild gløder. En ung mand med skæg i et kraftigt forklæde og handsker roder op i flammerne. Det ligner en mytisk scene: Den græske Prometheus stjæler ild fra Olympus for at give den til os almindelige dødelige. Men Blenheim Forge er meget, meget nutidig. Den repræsenterer det bedste fra det moderne Storbritannien: Unge mennesker, der kommer fra kunst- og designskolen med en passion for gammelt håndværk og en stålsat beslutsomhed for at forny det.

"Det kræver en stor indsats at lave en perfekt kniv," siger Jon Warshawsky. Jon og hans venner James Ross-Harris og Richard Warner udgør Blenheims team af tre unge knivsmede. De mødtes alle tre på det anerkendte Goldsmiths’ College i det sydlige London. Efter et par år med eksperimenter og – for Richard – rejser etablerede de deres egen virksomhed for tre år siden og fremstiller nu to typer knive: mønstersvejsede knive (kendt som damascenerstål) og laminerede klinger med tre lag. "Knive af damascenerstål er knive lavet af to typer stål, der er smeltet sammen gentagende gange for at skabe en enkelt blok, der består af flere lag stål," forklarer Jon. "Klingerne i tre lag er lavet af et lag blåt Hitachi-stål." Sidstnævnte, der importeres fra Japan og købes i Tyskland, anses af knivmagere for at være bedre end andre typer stål. "Det har en meget fin kornstuktur og ingen urenheder." Det er også dyrt. "Et ark, der er ca. 2,5 cm x 63 cm, koster €25. Men det gør en kæmpe forskel."

Blåt stål er svære at arbejde med, men skaber en flottere æg og er nemmere at slibe. For øjeblikket er teamet ved at lave en damascenerklinge: to typer stål – det ene stærkere, det andet hårdere – stables og svejses sammen i en flammende esse. Ilden næres af en blanding af koks og kul for at sikre minimal oxidering af stålet til en utrolig høj temperatur på over 1.000 °C. Den lange blok skæres derefter i mindre stykker, der stables og svejses igen. "Klingens form laves ved at hamre på den på en jernambolt og garve dens profil med en vinkelsliber, indtil den er tynd nok til at have en skarp æg," forklarer Jon. Hærdning af kniven indebærer at varme metallet til en lavere temperatur på omkring 750 °C og hurtigt afkøle det ved dyppe det i olie. Hamren og slibning gentages igen og igen. Klingen færdiggøres på en drejende sten, der holdes våd med en konstant vandstråle. Så er det båndsliberens tur, der bruger stigende finere grader af sandpapir. Derefter sættes bagsiden af klingen, der også kaldes anglen, i et enkelt stykke træ, der er blevet formet til et glat skaft. Klingen slibes til sidst på finkornede japanske vandsten.

"Kvaliteten af stålet, klingen, balancen og skaftet – det hele skal være helt rigtigt," siger Jon. De fire essentielle køkkenknive, tilføjer han, er en kokkekniv til almindelig udskæring, en lille grøntsagskniv til at skære og pille små stykker, en forskærerkniv og en brødkniv. Og det er ikke nok, at den er skarp. "Klingen skal have den rigtige størrelse til opgaven."

Blenheim Forge repræsenterer det bedste fra det moderne Storbritannien: Unge mennesker, der kommer fra kunst- og designskolen med en passion for gammelt håndværk og en stålsat beslutsomhed for at forny det.

Det er også en vigtig del af arbejdet at vedligeholde deres knive. Rådet er at tørre en kniv straks efter brug. "Hvis du lader dem være våde, ruster de. Selv med disse forholdsregler, dannes der patina med tiden. Det er godt, da det beskytter kniven med yderligere rust." Hvordan passer man ellers godt på sine knive? "Put dem aldrig i opvaskemaskinen. Giv dem af og til olie. Slib dem en gang om måneden. De skal vedligeholdes mere end standardknive, men de holder hele dit liv."

"Vi foretrækker at arbejde langsomt og omhyggeligt og har med vilje ikke automatiseret nogen dele af processen," specificerer Blenheim Forges websted. Det kan tage op til 40 timer at lave nogle af deres knive, afhængigt af klingen. Deres dyreste kniv til at skære kød, fisk og grøntsager er sammensmeltet af mere end 300 lag ren nikkel og jern med en kerne af blåt stål og koster den nette pris af €550. Men det er nemt at forstå, hvorfor så mange kunder samler på Blenheim-knive og kommer tilbage til værkstedet igen og igen. Håndlavede brugsgenstande har en værdighed og en fyldighed, som maskinlavede produkter bare ikke har. "Mere som en Formel 1-bil end en lastbil," smiler Jon. "Det er derfor, vi insisterer på at udføre hele produktionsprocessen i vores værksted. Vi kan ærligt sige, at vi laver alt fra start til slut. Vores knive er 100 % håndlavet i Peckham."

Tekst: Josephine Grever

Billeder: Fred MacGregor

www.blenheimforge.co.uk

"Vi insisterer på at udføre hele produktionsprocessen i vores værksted. Vi kan ærligt sige, at vi laver alt fra start til slut."

Mere indhold: Design og kultur

  • Universets
    gartner.

    Mere
  • Rejsen er målet.

    Mere
  • Et lærred for det nye nordiske køkken.

    Mere
  • Poesi til væggene.

    Mere
  • En flammende ild.

    Mere
  • Kunst, lavet i hånden.

    Mere
  • Ny kunst
    til gulvet.

    Mere
  • Lys er
    livskvalitet.

    Mere
  • En designer
    med aura.

    Mere
  • De, der leger
    med lyset.

    Mere
  • Når design
    bliver til magi.

    Mere
  • Anything
    glows.

    Mere
Tilbage 1 12 Frem