Gaggenau

Stenrenæssance.

I de italienske alper bliver flere og flere bjerglandsbyer og deres stenhuse
forladt af indbyggerne. Men der er stadig håb. En modig globetrotter,
frivillige, lokale håndværkere og internationale eksperter kæmper mod forfaldet.

I Ossola-dalen mellem Schweiz og Maggiore-søen ligger Canova, en lille landsby langt fra de populære turistruter. Canova forlades år efter år af stadigt flere landsbybeboere, som søger til de større byer for at få arbejde. Stedet emmer af ro og stilhed: Den eneste lyd, du kan høre, er det klukkende vandløb, der løber mellem stenhusene, før det løber ud i Toce-floden.

I 1993 ankom den amerikanske globetrotter Ken Marquardt og hans kone Kali til denne dal på en stor rundrejse gennem Italien. Marquardt, som stammer fra Arkansas og er tømrer og ekspert i gamle bygninger, blev straks betaget af den lille middelalderlandsby, der lå glemt i Alpernes grønne omgivelser. Han besluttede sig for at bo i dette fjerntliggende hjørne af Piedmont og købte et hus, som han byggede om. Derefter købte han andre ruiner og blev efterhånden midtpunktet for en kreds af venner, håndværkere og familier af italienske og schweiziske virtuoser. Sammen genskabte de den lille landsby i dens fordums pragt og gjorde den til et selvforsynende samfund præget af et stærkt sammenhold.

I 2001 grundlagde Ken Marquardt Canova, foreningen for forbedring af den lokale stenarkitektur. Foreningen er opkaldt efter landsbyen Canova, og i dag, 15 år senere, er den blevet et casestudie, der studeres internationalt. "Det var og er stadig en meget stimulerende udfordring," bekræfter Marquardt. Sammen med sit team har han reddet mange historiske bygninger, som stort set var styrtet sammen og ikke længere var beboelige. Den succes, han personligt havde oplevet, overbeviste ham om at oprette – som bjergbestigeren Fitzcarraldo – en slags WWF for stenarkitektur, der har abonnenter over hele verden. Lokale institutioner, tekniske skoler og de vigtigste arkitektoniske fakulteter verden over er involveret i Canovas genopbygningsprojekter.

Alle kan melde sig ind: Foreningen er ikke kun for arkitekter, ingeniører og designere, men også for almindelige mennesker, som brænder for restaurering og ønsker at udforske de problemer, der følger med genopbyggelsen af historiske bygninger. Siden 2009 har foreningen desuden organiseret flere sommerkurser forbeholdt for universitetsstuderende for "live" at forklare kunsten at bygge med sten. Kursernes afholdes i Ghesc, som er en håndfuld middelalderlige bygninger, der er gemt i en skov af aske- og egetræer ikke langt fra Canova, hvor kursisterne kan "lære ved at gøre". De bliver ikke kun undervist af professorer fra universiteterne men også af lokale stenhuggere, murere, smede og tømrere. For nylig organiserede de sammen med Politecnico di Torino en workshop om gendannelsen af terrasselandskaber. Foreningen arbejder også sammen med Yestermorrow Design/Build School of Vermont, universiteterne i Oregon og North Carolina og Willowbank School of Restoration Arts i Ontario i Canada.

Disse workshops er desuden blevet udvidet med nogle ugers åbent arbejde for frivillige: I bytte for kost og logi deltager abonnenterne i arbejdet med at restaurere Ghesc, og om aftenen tager de del i kulturelle begivenheder, som spænder fra teater til dans, musik og fortællekunst."Ghesc-landsbylaboratoriet er endnu et eksempel på, hvordan man kan skabe givende netværk mellem unge mennesker, lærere og håndværkere og begrænse den brutale nedbrydningsproces ved at blande traditionelle materialer og bæredygtige byggeteknikker," siger Maurizio Cesprini, sekretær i Canova. Canova har sammen med arkitekten Paola Gardin, renoveret 16 huse i Ghesc, Casa Alfio. Det er endnu et eksempel på økoarkitektur: brugen af træ og sten, kalk og fåreuld til isolering.

Hvis det ikke var for Ken Marquardt og Canova-foreningen ville stenarkitektur snart gå i glemmebogen.

I 2013 blev Canova-foreningen udvalgt til Fondation d’Entreprise Hermès' prestigefyldte H3-projekt. Fonden finansierer nonprofitforeninger, der videregiver færdigheder til nye generationer og bevarer sårbare økosystemer. Kort tid herefter kom et andet vigtigt bidrag fra Compagnia di San Paolo i Torino. I 2015 startede Canava-teamet blandt flere andre eksperimenter et andet pilotprojekt op omkring dyrkning af alpin hamp efter gammel tradition i markerne i Baceno, Masera og Montecrestese. Målet er at genskabe en lokal forsyningskæde til fremstilling af olie, tekstiler, papir, gips og byggematerialer.

Canova-foreningen og dens teams ombygger stenhusene og giver dem nyt liv.

Arkitekter og designere af international kaliber drager til dalen i juni af interesse for Canovas projekt for at gøre tjeneste som gæsteprofessorer og forelæsere på det årlige Canova Architect Encounter. I løbet af årene har deltagerne omfattet Glenn Murcutt, den australske arkitekt, som vandt Pritzker-prisen i 2002, den berømte schweiziske duo Herzog & de Meuron, Salma Samar Damluji, som er førende inden for bevarelse af mudder- og lerarkitektur og bestyrelsesmedlem i den prestigefyldte Da’wan Mud Brick Architecture Foundation, samt Bruce Mau, én af Renzo Pianos nære samarbejdspartnere.

"Foredragsholderne på International Architect Encounter betaler for rejsen af egen lomme – deres udgifter godtgøres ikke," forklarer Ken Marquardt. "De er vores gæster i fire dage. De bor hos os og fascineres af vores dynamik og vores enkelhed. Og frem for alt sætter de pris på vores etiske tilgang til arkitektur, som kombinerer tekniske og praktiske færdigheder og et visionært instinkt." På dette grundlag "vil vi gerne tro, at landsbyen Ghesc er ved at blive den første af mange traditionelle arkitektoniske redningsprojekter, der åbner i Italien og i verden," tilføjer Cesprini og anfører arkitekten Renato Vivaldi som eksempel. I Sabina, 50 km fra Rom, blev Vivaldi inspireret af Canova til at lancere et projekt, der skulle gendanne en middelalderlig bosættelse. "Vores udfordring er ikke at skabe arkæologiske parker, men at genskabe vores byggede arv," siger Marquardt. "Dette er det frø, vi har fundet, og vi dyrker det i stenene fra husene i Ossola-dalen."

Tekst: Fiammetta Bonazzi

Billeder: Noemi Mazzucchelli

www.canovacanova.com

Friske farver og moderne elementer puster nyt liv i gamle landsbyer.

Andet indhold: Arkitektur og rum

  • Indkøbsoplevelser
    i fantasiverdener.

    Flere
  • Stenrenæssance.

    Mere
  • Opstået
    fra en ruin.

    Mere
  • Nye forbindelser.

    Mere
  • Træer gror
    over Milano.

    Mere
  • Huse med
    hemmeligheder.

    Mere
Tilbage 1 6 Frem